New Cottage Garden

New cottage garden – en ny havetrend

Jeg arbejder ud fra en tankegang, jeg kalder new cottage garden.

Den klassiske cottagehave var en landhave, hvor haven omkring huset (cottage) blev beplantet i en blanding af skønhed og nytte. De spiselige og helbredende planter blev blandet med blomster til bordet. Cottagehave-stilen blev forfinet i den engelske havekultur, og er i dag anerkendt som en særlig, smuk og skødesløs havestil.

Jeg har tilføjet ekstra dimensioner og en mere helende tilgang til denne havestil og kombinerer den med det fælles ansvar vi alle har for at skabe både klimavenlige forhold og bidrage til genetableringen af naturens mangfoldighed.

Den helende have
Vi har i det seneste årti haft mere fokus på, hvordan naturen har en helbredende virkning på både PTSD, stress og depression, og der er nu etableret mange sansehaver og terapihaver i sundhedssektoren.

Fokus er nu kommet på de private haver. Hvordan kan vi bruge vores haver, så de bidrager til en bedre trivsel for både børn og voksne og biodiversiteten? For det har stor betydning, hvordan vi indretter vores haver, og hvordan vi lever i dem.

Selv den mindste plet kan bruges til at skabe mere liv. I byerne bor vi tæt, derfor skal vi tænke kreativt, og udnytte mulighederne for at skabe mere organisk livspotentiale for planter, mennesker og dyr.

 

New cottage garden principper

Jeg har formuleret en række principper for new cottage garden. De afspejler tidens trend, og lader haven bidrage til både mental sundhed og biodiversitet.

Du skal ”leve din have” ud.
Du skal lære din have at kende og acceptere, at et nært bekendtskab tager tid at udvikle. Du skal vokse i samme tempo som haven. Lav en langsigtet plan for, hvordan du realiserer din havedrøm.

Det levendes princip.
Haven er levende og har en betydning for helheden. Din have er et samarbejde mellem dig, jorden, planterne og havens dyr. Når du går ind i dette samarbejde,  opstår der en sameksistens.

Mangfoldighed og biodiversitet.
Frodighed og mangfoldighed er livgivende både for mennesker og dyr. Din have skal invitere til biodiversitet.

Spis din have.
Lad pryd og nytte gå hånd i hånd. Du bliver overrasket over, hvor meget, der faktisk kan spises i en have. Mix det i flotte kompositioner.

Skab rum.
Haven bygges op af rum. Rum giver afskærmning og ro og de giver lyst til at gå på opdagelse. Haven skal ikke kunne overskues fra et sted.

Sæt alle sanser i spil.
Lad din have være et sanseorgie. Lad farverne ramme dine øjne, lad dufte og smag forføre dig, brug lyd og den kinæstetiske sans til at skabe forskelle.

Det perfekte i det uperfekte.
Naturen er ustyrlig, og du skal facilitere, dog ikke kontrollere din have. Lad den være en samarbejdspartner og tillad det uperfekte.

Det forhåndenværende princip.
Tag afsæt i, hvad der allerede er i haven. Brug genbrugsmaterialer og frisk dem op på en kreativ måde, så giver du haven sjæl. Byt planter og blomster over hækken og på markeder. Brug dele princippet – lad din overflod komme andre til glæde og gavn.

Følg naturens gang.
Brug årstidernes forskelligheder og naturens elementer – sol, vand, luft og jord – til at skabe en have i overensstemmelse med livets naturlige rytmer. Mød fremtidens klimaudfordringer med gennemtænkte idéer og planer.

Vær eksperimenterende.
Bliv ved med at udfordre og afprøve nye veje i brugen af haven. Gør du noget konkret og nyt, så flyttes din indre virkelighed også.

Gode råd til at få en have med masser af liv

 

  • Lav ruminddelinger
  • Plant mangfoldigt og med mange planter
  • Lad din have vokse tæt
  • Gør den spiselig og blomsterrig
  • Skab muligheder for insekter og dyr